Boligfidus: Skift postnummer

Der kan i sidste ende være penge at tjene ved at få et nyt postnummer.

BOLIG

I Emdrup i København ligger to boligforeninger med næsten ens navn. Emdrup Park I og Emdrup Park II. Men medlemmer af den første forening kan i gennemsnit sælge deres boliger for 3,7 procent mere end naboforeningen. Det viser tal fra Dansk Ejendomsmæglerforening. Emdrup Park I har nemlig skiftet sit Nordvest-postnummer ud med det langt mere populære 2900 Hellerup.

Det er Post Danmark, der skal give tilladelse til en sådan flytning, og den fik Emdrup Park I for nogle år siden. Søsterforeningen har ligeledes forsøgt at krybe over på det andet postnummer, men Emdrup Park II har indtil videre fået afslag og ligger fortsat i 2400 København NV.

Det er ikke kun i hovedstadsområdet, at boligejere spekulerer i postnummerskifte. 20 minutter nord for Aarhus ligger Mørke, der ikke er meget mere end en hovedgade og et sving. Byen kæmper i forvejen med affolkning, og nu er det lille samfund skrumpet yderligere. Men ikke på grund af flytning. Her har i alt 11 husstande fået lov at skifte deres Mørke-postnummer ud med 8963 Auning.

Sådan skifter du dit postnummer

Det er Post Danmark, der formelt står for at godkende ansøgninger om postnummerskifte. Skiftet er betinget af visse betingelser:

  • Ændringen må ikke have nævneværdige økonomiske omkostninger for Post Danmark. 
  • Ansøgeren skal dokumentere, at der er et markant flertal for ændringen blandt de berørte beboere.
  • Trafikstyrelsen, Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter og Kommunen skal acceptere skiftet.

 

Tags

Anbefalede artikler